We use cookies to personalise content and ads, to provide social media features and to analyse our traffic. Read more…
Friday
06
APR

Fernisering. Fotoudstilling med tekst og objekter af Jacob Juhl

16:00
18:00
Galleri Grundstof
Event organized by Galleri Grundstof

Get Directions

Category
#var:page_name# cover

Indbydelse til fernisering på Tilblivelsen, en udstilling af Jacob Juhl omfattende fotografier, tekster, fotobøger og digte.

Jacob Juhl har i en årrække arbejdet med et stærkt kondenseret kunstnerisk udtryk, som har æstetiske rødder i minimalismen og konceptkunsten.
Juhls kunst betjener sig af en stille overflade, og den kommer os i møde på en tøvende og tvetydig facon: med formel autoritet adresserer den beskueren med et næsten hørbart påbud om at komme nærmere, og samtidig bidrager den intenderede usynliggørelse til, at vi forstår, at vi må give os god tid, hvis vi skal gøre os håb om at fravriste værkerne deres (universelle) hemmeligheder.

Det gælder i høj grad for værkserien Tilblivelsen, som man fra 6.april – 5.maj kan opleve i Galleri Grundstof. Æstetikken er minimalistisk med et repetitivt, systemisk og stramt formsprog, hvor tallet 29 går igen. Serien mimer alfabetets 29 tegn: 29 kvadratiske billedtavler, hver af dem et ’bogstav’ i et visuelt tegnsprog. Den ensartede og serielle fælleshed dannes af 29 sorthvide fotografier af ’natur’, monteret på egetræ og delvist skjult under mat plexiglas med 29 indgraverede tekster horisontalt langs billedfladernes midterakser. Værket hænger på væggen, der er 29 cm afstand mellem tavlerne, der hver måler 29 x 29 x 2,9 cm. Værkets 29 tekstlinjer korresponderer med det overordnede system, idet hver sætning er formuleret med præcis 29 bogstavkarakterer og hver linje begynder med ’som…’. Men modsat den formelle stringens er teksten prøvende - fra den ene tavle til den næste skabes således spørgende og rytmiske spring.

Jacob Juhl er født 1973 i Kjellerup. Han tager gerne afsæt i fotografier, hvor motiverne bearbejdes med forskellige greb, så værkerne bliver til fysiske objekter snarere end billeder af virkeligheden. Ved at raffinere og integrere f.eks. skulpturelle og litterære elementer skaber Jacob Juhl unikke og kraftfulde værkhybrider, som på samme tid er æstetisk inviterende og intellektuelt krævende. Jacob Juhl har haft en lang række solo- og gruppeudstillinger i Danmark, bl.a. soloudstillingen In the Presence of Absence fra 2016, der blev vist på Galerie Pi i København og XBunker i Sønderborg. Derudover en række udstillinger i udlandet, bl.a. soloudstillingen Fibonacci+1 hos Galerie Martin Mertens i Berlin og udstillingen Imago Mundi i Venedig.